Linux-entusiaster arbejder på at udvikle en lovlig måde at omdanne Microsofts spilkonsol Xbox til en Linux-maskine. Det sker under The Xbox Linux Project, der bliver koordineret af tyskeren Michael Steil.
I fredags nåede projektet så en af de første vigtige milepæle - at få bootet Linux-kernen på en Xbox-konsol. Det skriver ZDNet UK.
Michael Steil rapporterede det selv på webstedet xboxhacker.net, hvor selve beskeden under boot-processen fra kernen også kan læses.
Der kom ekstra opmærksomhed om projektet, da en anonym donor i starten af juli udlovede 200.000 dollar (1,5 millioner kroner) til de, der får omplantet Linux til Xbox. Pengene er øremærket til hver af de dele, som skal være færdigudviklet for at skabe en måde til at installere den lille pingvin på Microsofts spilkonsol.
The Xbox Linux Project mangler stadig at udvikle de drivere, der skal gøre det muligt for kernen at få fuld kontrol over hardwaren i Xbox.
I sidste ende er målet at få fremstillet en cd-rom, der kan installere et fuld funktionelt Linux-miljø på en Xbox.