Udadtil virker legespillene på msn.dk uskyldige. Man kan sortere søde dyr på bondegård eller klæde små modeldukker på. Men pludselig dukker et fristende tilbud op:
Betal 150 kroner og få adgang til flere småspil med store pengepræmier på spil.
Det er landets mest besøgte hjemmeside, som tilhører Microsoft, der tilbyder spil, hvor børn for et mindre indskud kan spille om store pengepræmier.
Det skriver 24timer.
Men bag den uskyldige facade gemmer sig indgangen til et digitalt casino-paradis, hvor børn kan satse penge via kreditkort eller mobilen. For eksempel kunne man i går vinde 22.710 kroner på et enkelt puslespil.
24timer har fået markedsføringseksperter og spileksperter til at vurdere sitet, og de er enige om en ting, nemlig at spillene åbenlyst er målrettet til børn.
Men Microsoft Online øverste chef i Danmark, Jens Storm Lernø, afviser pure eksperternes samstemmende vurdering:
»Vores spil henvender sig til voksne,« siger han.