De store teleselskaber TDC og Sonofon har sat en effektiv stopper for priskrigen på mobiltelefoni ved at opkøbe lavprisselskaberne Telmore og CBB. Forbrugerrådet savner konkurrence på det danske marked og ser grund til bekymring.
»Vi sagde, da de blev købt op, at der var grund til bekymring - og det får vi nu bekræftet, når konkurrencen er gået i stå. Der er nogle bekymrende træk. Udlands-sms'er er steget flere hundrede procent, og det er der ingen grund til, andet end at de skal have fyldt deres pengetanke. Nu begynder selskaberne at droppe konkurrencen, mange af de små er blevet købt op, så der er ikke så mange til at gøre noget ved det,« siger afdelingsleder i Forbrugerrådet, Villy Dyhr, ifølge Børsen.
Hos teleselskaberne mener man dog, at det er en naturlig udvikling.
»Prisen virkede dengang vi tog 1,10 kroner og Telmore 1,20 kroner. Men når vi er kommet ned på det nuværende niveau, så virker prisen ikke længere. Folk er ligeglad med, om de betaler 69, 68 eller 67 øre,« siger CBB's administrerende direktør, Teddy Søgaard Pedersen og tilføjer, at priserne ikke kan komme længere ned, hvis selskaberne skal kunne køre med overskud.
Hos IT- og Telestyrelsen er man enige i, at der ikke længere er plads til de store prisnedsættelser i Danmark.
»Vi kan se på vores prisguide, at de er faldet utrolig meget, og Danmark har de absolut laveste mobiltakster i Europa, så man kan ikke forvente, at de vil blive ved med at falde,« siger vicedirektør i IT- og Telestyrelsen, Finn Petersen.
Telmore blev købt af TDC i januar 2004, og CBB blev købt af Sonofon i april 2004.