Dagbladet Information har i dag åbnet dørene for et af de største avisarkiver på den danske del af Nettet. Mere end 35.000 artikler fra de sidste tre år er lagt ind i arkivet, og samtidig har Information fornyet hjemmesiden radikalt.
Ifølge Informations egne oplysninger har mere end 80 procent af avisens læsere adgang til Internet. Det gør Information til den morgenavis, der har flest netbrugere, skriver e.magazine.
Websiden er blevet udstyret med en tema-afdeling, hvor en række af avisens større artikelserier løbende vil blive samlet. Information på Nettet tilbyder desuden daglig nyhedsdækning og 24-timers telegramdækning.
Ifølge dagens leder er tanken, at websitet skal være et supplement til avisen fremfor et alternativ.