Printerfirmaet HP har udviklet en speciel blæk, der er mere end almindelig holdbart. Blækket vil ikke falme mærkbart i 200 år ved indendørs ophængning, skriver e.magazine.
Blækket, der har fået navnet 'HP Designjet CP Ink Systems UV-blæk', er blevet testet af det uafhængige forskningslaboratorium Wilhelm Imaging Research. Laboratoriet har udsat udskrifter med blækket for en serie lys tests, hvor papiret blev udsat for 30.000 lux døgnet rundt. På baggrund af prøverne konkluderer laboratoriet, at udskrifterne først vil miste farve efter 200 år, hvis de ophænges under typiske museumsvilkår.
HP er så begejstrede over resultatet af laboratoriets tests, at de nu anbefaler blækket til fremstilling af reproduktioner, fotos og originalgrafik til ophængning på museer og i private hjem.