Nu skriger de danske virksomheder efter fleksible it-medarbejdere. Det bekræfter en dugfrisk rapport fra analysevirksomheden IDC Nordic.
600 it-ansvarlige i små og mellemstore virksomheder er blevet spurgt. Og hos halvdelen af de adspurgte står behovet for fleksible medarbejdere øverst på dagsordenen.
En af rapportens medforfatter er Per Andersen. Han er administrerende direktør i IDC Nordic, og han er ikke i tvivl om, hvorfor danske virksomheder lige nu ønsker mere mobilitet på arbejdsmarkedet.
»Medarbejderen skal have adgang til virksomhedens data, uanset hvor de er. Det har leverandørerne sagt længe. Nu er forskellen, at kunderne faktisk vil have det,« siger han til Berlingske Business.
Ifølge Per Andersen er de små og mellemstore virksomheder bedre gearede til fleksibiltet. Og behovet er større, hvis man kun har en halv receptionist eller to mand i salgsafdelingen.