Der skal nye opfindelser til at tilbageerobre noget af den massive omtale, som Apples iPad har sikret sig. Og det tyder på, at en af nyskabelserne skal komme fra Samsung.
Firmaet har indsendt et koncept til patentkontoret, og skitserne viser, at Samsung har tænkt sig at bringe helt nye teknologier i spil.
Patentansøgningen viser et to-vejs-indtastnings-system. Der er tale om en berøringsfølsom skærm præcis som iPad og andre tavle-pc'ere, men Samsungs model skal kunne registrere bevægelser på både forsiden og bagsiden.
Hvis den brugerflade kommer til at fungere i praksis, så træder markedet med de flade, tastaturløse computere et skridt op af evolutionsstigen. Men om det så gør computeren lettere at betjene skal stadig være usagt. Man kunne sagtens forstille sig en del utilsigtede berøringer på computeren, når både front og bag kan opfatte berøringer.
Patentet kan man dykke dybere i her.
For der er nemlig stadig blot tale om et patent. Hos Unwiredview.com er man ikke optimistisk i forhold til at se teknikken i et færdigt produkt. Samsung skulle angiveligt være et af de firmaer, der ansøger om fleste patenter. Det vil sige, at mange af idéerne aldrig bliver til andet end en idé på et stykke papir hos patentkontoret.