Second Life er, på godt og ondt, et spejl af de spillere det har.
Derfor er det vel ikke overraskende, at der er virtuel sex i Second Life. Det er mere overraskende, at der findes områder af Second Life, hvor det er muligt for voksne at dyrke virtuel sex med andre voksne, der lader som om de er børn, og er forklædt som sådan. Avancerede rollespil, altså.
Det har sat sindene i kog i Holland, hvor eksperter og anklagere forlanger, at det bliver forbudt. Eksperterne mener, at Second Life kan bruges som træning for pædofile i den virkelige verden. Samtidig vil anklagerne ved de hollandske myndigheder føre sager, så præcedens kan blive sat.
Second Life har været i problemer på grund af pædofile og børneporno før. Men der er ikke noget forbud mod rollespil, heller ikke den pædofile slags.