Underholdningsbranchen kæmper en indædt kamp for at forhindre piratkopiering af ophavsretsbeskyttet materiale som film, musik, spil og software.
En ny undersøgelse afslører imidlertid, at når det gælder piratkopiering af film, er filmbranchen sin egen værste fjende. Illoyale medarbejdere står bag otte ud af ti piratkopierede film, der sendes i cirkulation på nettet før filmens premiere.
Undersøgelsen er udarbejdet af AT & T i samarbejde med universitet i Pennsylvania. Ifølge denne stammer 77 pct. af samtlige piratkopierede film, der lægges ud til deling på populære fildelingstjenester som Kazaa og Grokster, fra selve filmbranchen.
Det afsløres blandt andet ved, at nogle af filmene lægges ud uredigerede. Mikrofoner og andre elementer viser, at filmene slet ikke er færdige.
Undersøgelsen omfatter 50 topfilm fra Hollywood, hvoraf 60 pct. var tilgængelige på fildelingstjenesterne langt før premieredagen.