Den nye iPaq Pocket PC h1915 er med sine 120 gram og en tykkelse på 12,8 mm den hidtil tyndeste og letteste håndholdte computer fra HP. PDA'en er udstyret med en berøringsfølsom og bagbelyst skærm med 240 x 320 pixels og 16-bit farver.
»Med sit ultraslanke design, den lave vægt, den elegante finish og den lave pris er iPAQ Pocket PC h1915 et klart udtryk for HP's løfte om at levere markedets bredeste program af håndholdte pc'er til den bredeste målgruppe,«
siger produktchef Jakob Sørensen, Hewlett-Packard.
Den nye computer indeholder en 200 Mhz Intel XScale processor, 64 MB RAM og 16 MB Flash-ROM. Pocket PC'en leveres med et genopladeligt og udskifteligt batteri med en kapacitet på 900 mAh samt en USB-holder til opladning og synkronisering af data med pc'en.
Den nye iPaq Pocket PC h1915 skal sælges for 3.200 kr. inkl. moms, fortæller HP. Dermed tager HP kampen op mod Dell, som netop har lanceret den prisbillige pda Axim til nogenlunde samme pris.