Google har længe haltet efter konkurrenter som Facebook og Foursquare, der var bedre til at udvikle sociale tjenester.
Nu har Google tilføjet en ny funktionalitet, der minder umiskendelig meget om konkurrenten Foursquare. I sidste måned lancerede Google Check Ins til deres tjeneste Latitude. Denne funktion svarede omtrent til Foursquares ditto. Nu giver Google også mulighed for at optjene loyalitet - hvilket ligeledes minder om Foursquare-funktioner. Konkurrenten uddeler badges - hvor personen med flest check ins kan blive borgmester et sted.
Googles "check in-offers" fungerer ved, at man kan checke ind, når man besøger en restaurant. Kunder, der ofte er på besøg, går fra at være "Regular”, “VIP” til den mest loyale,“Guru”. Eksempelvis et pizzeria kan bruge tjenesten til at tilbyde rabatter til kunder, der er loyale og ofte kommer på besøg. På den måde kan Google Latitude erstatte kort med "Køb 10, få en gratis".
Den nye tilbuds-funktionalitet er til rådighed i Austin i Texas og vil siden blive lanceret andre steder i verden.