Efter en stagnation i antallet af IT-konkurser i september var der igen stigning i oktober. Ifølge Købmandsstandens Oplysningsbureau var der i oktober 24 IT-konkurser på landsplan. Det er 33,3 procent flere end i oktober sidste år, hvor der var 18 konkurser.
Antallet af konkurser i oktober var også højere end i de to forudgående måneder i år. I august var der 23 konkurser og i september 16. Måned for måned er der altså i oktober tale om en stigning på 50 procent.
I perioden november 2002 til oktober 2003 var der 212 konkurser. I den samme periode året forud var tallet 204. Det giver en konkursstigning på 3,9 procent.
For alle brancher var der i oktober til sammenligning tale om en stigning i antallet af konkurser på 14,4 procent i forhold til oktober i fjor, oplyser Købmandsstandens Oplysningsbureau.