Software-giganten Microsoft har givet englænderen Simon Grainger en uforbeholden undskyldning efter at have beskyldt ham for at udnytte Hotmail-brugeres e-mail-adresser til spam.
Grainger er en ud af 15 personer, selskabet henvendte sig til i juni for at forhindre udsendelse af spam til Hotmail-brugere.
Ved modtagelse af brevet fik Grainger at vide, at et forsøg på at forsvare sig juridisk ville koste et femcifret beløb.
Microsoft mente at have klare beviser for, at der var udsendt spam via et domæne købt af Grainger i oktober 2002, hvilket Grainger dog ikke har kendskab til.
En af Englands store anti-spam-organisationer, Spamhaus, er overbeviste om, at Microsoft har fat i den forkerte mand.
Steve Linford, analytiker hos Spamhaus udtaler: »Denne type mennesker efterlader altid spor, men vi har ikke fundet noget, der peger på, at Grainger har udsendt spam.«
Til gengæld er der stor sandsynlighed for, at domænet er blevet udnyttet til udsendelse af spam af den tidligere ejer.