Verdens første webbrowser, Mosaic, fylder i disse dage ti år. Mosaic blev frigivet i april 1993, skabt af forskere fra University of Illinois. Siden er Mosaic blevet fundament for nutidens browsere - og har haft en enorm betydning for internettets voldsomme popularitet.
Før Mosaic var nettet udelukkende legeplads for forskere, studerende og teknisk kyndige. Al navigation foregik ved hjælp af tekst. Mosaic var det første program, der kunne binde tekst og billeder sammen - og lade brugeren navigere ved hjælp af hyperlinks.
Det gjorde internet nemmere at navigere - og lagde grund for den popularitet nettet nyder i dag.
»Den blev en accelerator for hele internettet, og tog nettet til et helt nyt stadie,« siger Larry Smarr til Associated Press. Smarr ledede afdelingen National Center for Supercomputing Applications (NCSA) på universitet Illinois, da afdelingen færdiggjorde Mosaic.
Udviklingschefen på Mosaic-projektet var Marc Andreessen, der senere grundlagde Netscape. Han og kollegaen Eric Bina havde et klart mål, da de startede arbejdet - nemlig en browser der var nem at installere, simpel at bruge og som kunne fungere på flere forskellige computersystemer.
Den første version af browseren virkede dog kun på UNIX systemer, men blev hurtigt samme år efterfulgt at Windows og Mac udgaver.
Indenfor det første år blev der downloadet mere end 1 million kopier af Mosaic.
Senere blev Mosaic dog overhalet indenom af både Netscape Navigator og Internet Explorer - der begge i øvrigt er baseret på Mosaic - som brugernes foretrukne browser.