Mens antallet af orme- og virusangreb bliver stadig større, nedlægger videnskabsminister Helge Sander det kun tre år gamle Rådet for it-sikkerhed. Ifølge ministeren er der med den nuværende situation på sikkerrhedsfronten i højere grad brug for handling end analyser.
»I de tre år, der er gået, siden Rådet for it-sikkerhed blev oprettet, har verden ændret sig. Rådet har gjort et flot stykke arbejde og sat markante fingeraftryk på de seneste års it-sikkerhedstiltag, men der er nu behov for nye måder at organisere sig på. Vi skal fortsat analysere, men vi skal i endnu højere grad satse på at få analyserne omsat til handling,« siger Helge Sander.
Derfor overtager Teknologirådet fra årsskiftet arbejdet med at holde et vågent øje med den danske it-sikkerhed og komme med anbefalinger til politikerne og gode råd til såvel private som professionelle it-brugere.
Teknologirådet leverer i forvejen uafhængig rådgivning til Folketinget om teknologiens muligheder og konsekvenser.
Bortset fra forårets Netsikker Nu-kampagne, er det ikke meget væsen Rådet for it-sikkerhed har gjort af sig i de forgangne tre år.