I sin valgkamp havde Barack Obama stor succes med at udnytte nettet til at samle opbakning og organisere sine tilhængere - og nu har han udpeget en chief information officer, som skal vise hvordan de nye web 2.0 teknologier kan bruges til at effektivisere administrationen samtidig med, at sikkerhed og privacy for borgerne er i højsædet.
Det bliver Vivek Kundra, som indtil nu har været chief technology officer for Washington D.C. og har fungeret som teknologi-rådgiver for Obama. Han er kendt som fortaler for at bruge Twitter, Facebook og YouTube i kommunikationen med borgerne.
I sin nye stilling som CIO for den amerikanske regering skal Vivek Kundra bl.a. undersøge, hvordan myndighederne kan bruge cloud computing, open source og sociale netværk. Der skal blandt andet oprettes en central hjemmeside, data.gov, hvor de amerikanske borgere kan få adgang til informationer fra regeringen.
Vivek Kundra får ansvaret for regeringens samlede it-budget, der anslås til næsten 400 milliarder kroner.
Han skal arbejde sammen med præsidentens kommende chief technology officer (CTO), når denne bliver udpeget. Der gik rygter om, at Obama ville udpege sin CTO allerede i januar, men det skete ikke.
Kundra blev selv nævnt som en af de mest sandsynlige kandidater til CTO posten, men nu har han altså fået det mere betydningsfulde job som CIO.
Det er stadig uklart, hvilke opgaver CTO'en skal løse, men det kan tænkes at CTO'en får til opgave at formulere en national politik på områder som internet-governance, cybersikkerhed og sundheds-it.