Som ComON kunne fortælle i sidste uge har koreanske Samsung nu en tredjeplads på det danske mobilmarked. Dermed har koncernen opnået den samme position i Danmark som i resten af verden. Men på længere sigt satser Samsung på at opnå en global andenplads.
Samsung har netop opjusteret sin prognose for firmaets salg af mobiltelefoner i indeværende år.
»I begyndelsen af året havde vi planlagt at sælge 65 millioner enheder i hele verden. Nu bliver det 86 millioner,« siger Seung K. Chan, adm. direktør for Samsung i Tyskland, til nyhedsmagasinet Focus.
På det tyske marked har Samsung i øjeblikket en markedsandel på 15 procent, som skal udbygges i de kommende år.
Seung K. Chan lægger ikke skjul på, at Samsung satser på at overhale Motorola og erobre en andenplads på verdensmarkedet for mobiltelefoner, mens Nokia indtil videre ligger på en ubestridt førsteplads.
Når det gælder den tredje mobilgeneration UMTS er Seung K. Chan lidt mere skeptisk, men han forventer, at hver anden solgte mobiltelefon vil understøtte 3G i 2006.
Til næste år vil Samsung fokusere på at forbedre billed-kvaliteten i sine kameratelefoner og introducere de første 3-megapixel-modeller.