Det var IBM, der satte pc-æraen i gang for 23 år siden, og det bliver IBM, der slutter den igen, når giganten siger farvel til sin globale pc-divison for i stedet at hellige sig det langt mere lukrative server-salg, skriver New York Times i dag.
Avisen citerer unavngivne kilder i IBM for oplysningen om, at selskabet er i forhandlinger med Kinas største pcproducent Lenovo, der tidligere var kendt som Legend. Mindst en anden køber til pc-forretningen skal ifølge avisen være klar til handlen, der ventes at blive på mellem 1 og 2 milliarder dollars.
En talsmand for IBM siger til New York Times, at det er selskabets politik ikke at bekræfte eller tilbagevise rygter.
Ifølge Gartners markedstal for det seneste kvartal sidder IBM i dag på 5,6 procent af det globale pc-marked, hvilket gør pc'ens åndelig stamfader til den tredje største producent efter Dell og HP.