De nyeste tal fra teleselskabet 3 viser, at 100.000 danskere jævnligt ser tv på deres mobiltelefon, selv om 3 er den eneste udbyder i landet.
70 procent af 3's 150.000 mobilkunder ser tv på deres mobil. Og det er især sport og nyheder, som brugerne er interesseret i.
Omkring 200.000 danskere har en 3G-telefon, der gør det muligt at se mobil-tv.
Interessen for tv på computeren er også rimelig stor efterhånden. TV2 Sputnik har cirka 100.000 seere om ugen. Her er det nyheder, sport og programmer som Klovn og Anna Pihl der hitter.
»Det er sikkert mange af de samme seere, der ser tv på web og på mobil. De så kaldte first movers. Vi tror ikke, at mobil-tv vil udvikle sig særlig hurtigt i Danmark. Dels fordi de store udbydere ikke er med, og dels fordi vi ikke har de samme transportafstande som andre lande har. Det er især i forbindelse med transport, at mobil-tv er oplagt,« siger Senior Analyst Brian Troelsen fra analysefirmaet IDC, til IDag.