Nu bliver det nemmere at skrive sine egne programmer til Windows CE baserede håndholdte computere. Fredag frigav Microsoft en del af kildekoden til sit Windows CE styresystem - men i licensbetingelserne hedder det, at koden ikke må benyttes til kommercielle formål.
Koden er frigivet som 'shared source', hvilket betyder, at man ikke - som i open source - må ændre i programkoden. Koden må udelukkende bruges som reference, når man programmerer sine egne programmer - en slags 'read only'-kilde.
Samtidig pointerer Microsoft, at man ikke må benytte kildekoden til kommercielle aktiviteter, hvilket har givet spørgsmål om hvorfor kildekoden overhovedet er frigivet. Man er dog velkommen til at sende fejlrettelser og lignende til Microsoft.
Windows CE kildekoden fylder 5Mb. For at downloade koden skal man have eller oprette en Passport konto.
(Kilde: The Register)