En række store køb af tilsyneladende værdiløse TDC-optioner få dage før nyheden om et eventuelt salg af telekoncernen kom frem, har nu fanget myndighedernes interesse. Efter rygterne er begyndt at svirre er optionerne nemlig blevet millioner af kroner værd, hvis en række amerikanske kapitalfonde ender med at købe TDC, sådan som rygterne går.
Det har nu, ifølge Dagbladet Børsen, fået myndighederne til at undersøge handlerne for mistanke om insiderhandel. Hverken Finanstilsynet eller OMX Københavns Fondsbørs har dog ønsket at kommentere avisens oplysninger.
Da optionerne blev købt gav de ret til at købe TDC-aktier til kurs 290, og var derfor næsten værdiløse, da kursen på det tidspunkt var 270. Men få dage efter var kursen hoppet til 315, og dermed var optionerne pludselig blevet mange penge værd.
Det er især nogle handler med mere end 500.000 optioner foretaget den 10. og 12. august, som tilsyneladende har fanget myndighedernes interesse. De første historier om at en række amerikanske kapitalfonde er interesseret i at købe TDC, kom op til overfladen i avisen Wall Street Journal den 17. august.