Grundlæggeren af den amerikanske online-tjeneste America Online (AOL), Steve Case, investerer en stor del af sin formue i eHealth - elektroniske systemer til sundhedsvæsenet. Steve Case mener at sundhedsmarkedet har en værdi på mindst 320 milliarder dollar om året.
Han har investeret 500 millioner dollar ud af sin anslåede formue på 850 mio. dollar i et nyt firma, Revolution, som skal opkøbe tre-fire selskaber om året og køres i stilling som den centrale aktør på eHealth-området.
Men Revolution arbejder med en meget bred definition af eHealth, som omfatter meget mere end elektroniske patientjournaler.
Det første opkøb, Wisdom Media Group, producerer således radio- og tv-programmer om yoga, akupunkter og feng-shui.
Revolution har også købt hovedparten af aktierne i Exclusive Resorts, der driver 175 luksus-sundhedsklubber i USA, og Miraval, som er et wellness-resort i Arizona.
Steve Case betegner Warren Buffett (Berkshire Hathaway) og Richard Branson (Virgin) som sine forbilleder. Ligesom Virgin skal navnet Revolution udbygges til et globalt varemærke.
Den tidl. AOL-direktør sidder fortsat i bestyrelsen hos mediegiganten Time Warner, som opkøbte AOL i år 2000.