Mange af artiklerne hos det store online-leksikon Wikipedia er låst for at forhindre, at brugerne tilføjer mere eller mindre subjektive kommentarer i stedet for faktuelt indhold. Det er selvfølgelig en torn i øjet på Wikipedia, der netop skal være brugernes eget leksikon, hvor alle kan være med til at skrive artiklerne.
Derfor har Wikipedia nu gennemført en meget betydelig ændring, hvor op til 2.000 af de mest kontroversielle artikler bliver ”låst op” igen. Det gælder blandt andet artikler om politikere som George W. Bush eller kontroversielle emner som den økonomiske krise på Island.
Nu kan alle brugere gå ind og redigere i artiklerne igen – men der er en begrænsning. I de næste to måneder tester Wikipedia et system kaldet ”pending changes”, hvor alle redigeringer i de pågældende artikler først skal godkendes af en Wikipedia-redaktør. Alle de foreslåede ændringer kan ses på et særligt faneblad, men hovedartiklen bliver altså ikke ændret, før de er godkendt.
Det skal forhindre, at vandaler gennemfører vilkårlige og meningsløse ændringer i artiklerne eller starter ”edit wars”, hvor forskellige parter med hver deres opfattelse af en sag sletter hinandens ændringer.
De nye ændringer i Wikipedia er beskrevet i den officielle Wikimedia blog. Eksperimentet gælder kun for den engelsksprogede version af leksikonet. Der er 3,3 millioner engelske artikler på Wikipedia, og det er kun 0,1 pct. af dem, der har været låst for redigering.
Pending changes bygger på software fra den tyske version af Wikipedia, hvor ændringer i alle artikler skal godkendes inden de kommer på. Så langt vil man indtil videre ikke gå på det engelske Wikipedia.