Umoralsk og dårlig forretningsskik. Så hårde ord får Elgigantens norske søsterselskab Elkjøp med på vejen af Randi Flesland, der er direktør for det norske forbrugerråd.Udtalelserne kommer efter at den norske avis VG har fundet interne dokumenter, der viser, at Elgigantens norske søsterselskab Elkjøp på forhånd har planlagt prisstigninger på produkterne, jo tættere man kommer på julen.
»Eksemplerne viser, at dette er en helt bevidst prispolitik til reel udnyttelse af forbrugerne. Jeg ser dette som direkte umoralsk og dårligt forretningsskik,« lyder ordene fra Randi Flesland til norske VG, da hun bliver præsenteret for VG’s dokumentation.
Ifølge VG viser dokumentet, som stammer fra 2009, hvordan Elkjøp har detaljeplanlagt prisstigninger på 37 produkter indenfor småelektronik uge for uge i julehandlen. VG mener samtidig at kunne dokumentere, at samme praksis følges i år.
Elkjøp benægter, at kæden har planlagt prisstigninger, men hævder at de bare følger markedet. Men den køber direktøren for det norske forbrugerråd ikke.
»Ligegyldig hvad, så er konkurrencen begrænset, Lefdal og Eljkøp [to elektronikkæder red.] har samme ejer. Dettte handler ikke om konkurrence, men om at øge avancen. Havde der været reel konkurrence kunne de ikke have kørt priserne sådan op,« siger Ransi Flesland.
Har ComONs læsere oplevet, at Elgiganten på samme måde sætter priserne op, hører vi gerne fra dem i kommentarfeltet.
(Opdateret: Kommentarmuligheden var før udeladt ved en fejl men er tilbage nu.)