Flere danske kommuner og offentlige myndigheder har nu egenhændigt forlænget fristen for e-fakturering. Dermed sættes finansministeren under pres, og det ser ud til at fristen den 1. februar er endegyldigt død.
De Samvirkende Købmænd skulle ifølge Erhvervsbladet være kommet i besiddelse af nogle breve, hvor blandt andet en række kommuner og blandt andet Rigshospitalet udskyder fristen for elektronisk fakturering og bekendtgør, at de langt ind i 2005 vil acceptere de gamle papirregninger.
De Samvirkende Købmænd skulle i dag klokken 11 - sammen med tre andre erhvervsorganisationer - til møde i Finansministeriet om en mulig udskydelse af fristen for indførelse af elektronisk fakturering.
ComON kunne i går fortælle, at 96,3 procent af de offentlige myndigheder ifølge en undersøgelse foretaget af Økonomistyrelsen skulle have erklæret sig klar til at indføre e-fakturering, men det er altså tilsyneladende ikke tilfældet for dem alle.