Sony tilbagekalder alle dets lithium-ion batterier i bærbare computere. Dermed har Sony taget konsekvensen af, hvad selskabet kalder "bekymringen over de mange tilfælde af overophedning."
Indtil videre er antallet af tilbagekaldte batterier oppe på syv millioner. Alene Dell har tilbagekaldt 4,2 millioner Sony-batterier.
Årsagen til problemet med Sonys lithium-ion batterier skyldes små metalpartikler, som er kommet i batterierne under produktionsprocessen, og dette fører i nogle tilfælde til en kortslutning og i værste fald bryder batteriet i brand.
Sony har endnu ikke oplyst, hvordan tilbagekaldelsen af batterierne skal foregå, men samarbejder med de amerikanske myndigheder for at finde en løsning.