På printermarkedet er der optræk til et opgør mellem Dell og HP. Indtil nu har Dell solgt printere fra andre fabrikanter som HP, Canon og Lexmark, men firmaet har længe antydet, at det på et tidspunkt vil lancere sit eget printermærke.
Dell har endnu ikke fremlagt konkrete planer om at producere sine egne printere, men rygterne har alligevel fået HP til at opsige sin reseller-aftale med Dell på printer-området. HP vil ikke længere sælge sine printere til Dell.
Det betyder dog ikke, at Dell ikke kan sælge HP-printere til sine kunder fremover - men Dell er henvist til at købe dem hos en HP-distributør, ligesom den mindste computerbutik på gadehjørnet.
I første kvartal 2002 havde HP en dominerende andel på 48 pct. af printermarkedet, mens Lexmark har 19,8 pct. og Epson 18 pct.
(Kilde: internetnews.com)