Forleden kunne det finske sikkerhedsfirma F-Secure afsløre at Sony Microvault USM-F hukommelsesnøgler opretter en skjult mappe på harddisken, der kan misbruges til at gemme virus og andre skadelige programmer. Sony har nu bekræftet problemet og trukket de berørte Microvault modeller tilbage fra markedet.
Ifølge Sony er softwaren udviklet af en tredjeparts-leverandør. Den skjulte mappe skulle bruges til at gemme filer i forbindelse med hukommelsesnøglens indbyggede fingeraftrykslæser. Mappen er usynlig for de programmer i Windows, der normalt bruges til at arbejde med filer og mapper på harddisken, og man kan kun finde den hvis man kender navnet og placeringen.
Sagen er ømtålelig for Sony, fordi selskabet tidligere har haft lignende problemer. I 2005 forsøgte pladeselskabet Sony BMG at beskytte sine musik-cd'er mod piratkopiering med et DRM-system, som installerede et skjult rootkit på kundernes computere. Det førte til, at Sony måtte betale en erstatning i millionstørrelse.
Denne gang lover Sony, at man vil være klar med en softwarepatch i midten af september.