EU-Kommissionen vil tvinge producenter af mp3-afspillere til at begrænse den maksimale lydstyrke. En konsultationsperiode mellem de relevante EU-organisationer starter til januar og en færdig aftale ventes klar til næste forår, skriver BBC News. Dermed tyder alt på, at producenterne fremover må ændre deres mp3-afspillere for at tage hensyn til de nye EU-regler.
Den kommende maksimale grænse for lydstyrken kommer sandsynligvis til at ligge på mellem 80 og 85 decibel. Ifølge forskere må man maksimalt lytte til musik i 40 timer om ugen ved denne lydstyrke. Ellers er der risiko for høreskader. Hvis lydstyrken stiger til 89 dB(A), så ligger grænsen på fem timer.
Brugerne får så mulighed for selv at ændre denne standard-indstilling og sætte lydstyrken op til et maksimum på 100 decibel. Men det kræver altså en aktiv handling. Og producenten skal advare forbrugerne om konsekvenserne.
En videnskabelig rapport fortalte sidste år, at mellem 5 og 10 pct. af alle brugere af mp3-afspillere risikerer permanente høreskader. Tests har vist, at nogle mp3-afspillere kan nå en lydstyrke på 120 decibel - det svarer til støjen fra et jetfly under take-off.
Den tekniske standardiserings-organisation Cenelec skal udarbejde de færdige standarder, som producenterne fremover skal holde sig til. Det er dog frivilligt, om producenterne vil overholde standarderne, men produkter som ikke holder sig til standarderne må som udgangspunkt ikke sælges i Europa og skal først gennem en individuel test og godkendelse, hvilket er dyrt for producenten.
De nye regler gælder kun for kommende produkter og ikke dem, der allerede er på markedet.