En virtuel by kaldet eCity skal hjælpe nye Internet-brugere i Tjekkiet med at blive fortrolige med den nye teknologi. Bag projektet står Expandia Banka, RadioMobil og SPT Telecom, mens hardwaren er sponsoreret af Compaq. Database-giganten Oracle har leveret det omfattende e-handelssystem, der ligger bag den elektroniske by. Når de første indbyggere "flytter ind" den 1. marts kan de leje en lejlighed, åbne en bankkonto og få et virtuelt arbejde. Pengene kan så bruges i forskellige elektroniske forretninger på ligeså virtuelle varer. Hen af vejen er det ideen, at brugerne lærer at benytte de bestillings- og betalingssystemer, som også anvendes hos de rigtige tjekkiske Internet-forretninger. Som motivation lokker rigtige præmier.
Blandt deltagerne i projektet er BMW, Skoda, British Airways og Warner Bros.