Google har vundet en betydningsfuld sejr over Microsoft. De to firmaer var sammen med flere andre leverandører med i kapløbet om at levere en ny e-mail løsning til bystyret i Los Angeles. Byrådet stemte onsdag enstemmigt for at give kontrakten til Google. Dermed er Los Angeles den hidtil største by i USA, der skifter til Google som softwareleverandør.
Kontrakten til en værdi af 7,25 millioner dollar betyder at 30.000 offentligt ansatte i Los Angeles nu skal skifte til den cloud-baserede e-mail løsning fra Google.
Flere byrådsmedlemmer havde på forhånd sat spørgsmålstegn ved, om byen reelt kan spare penge med den nye løsning, som Google har lovet, ligesom der var usikkerhed omkring, hvorvidt systemet kunne håndtere de skrappe sikkerhedskrav fra f.eks. politiet.
”Det er uklart om vi er på forkant med teknologien, eller om vi står på kanten af afgrunden og er ved at træde ud over,” sagde byrådsmedlem Paul Koretz ifølge Los Angeles Times.
Men alligevel endte alle de 12 byrådsmedlemmer med at stemme for kontrakten, som indeholder en klausul der forpligter Google til at betale erstatning, hvis systemet bliver kompromitteret og fortrolige data om borgerne lækket til tredjeparter.
Google har også Washington D.C. som cloud-kunde og det ventes at de store byers beslutning om at vælge firmaet som leverandør kan få mange mindre byer til at gå samme vej. Derfor har Microsoft kæmpet en hård kamp for at få kontrakten med Los Angeles – men altså forgæves.
Los Angeles skal begynde migreringen til Googles system i juni med et begrænset antal testbrugere, men politiet vil vente indtil man er helt sikker på, at den nødvendige sikkerhed er på plads.