Da Microsoft begyndte at vise reklamer med Bill Gates og Jerry Seinfeld, sad mange med åben mund og polypper.
I reklamerne vandrede de to gutter rundt i et butikscenter og var til familiemiddag, mens de pludrede om stort og småt. Men hvad havde det lige med styresystemer at gøre?
Men det er helt naturligt, at mange ikke kunne se den indlysende sammenhæng. Det var helt bevidst, at reklamerne skulle skabe undren. Det forklarer Microsofts marketing-strateg David Weber til TechFlash:
"Vi regnede med, at kommunikation i den obskure form ville fange folks opmærksomhed og få dem til at interessere sig mere for, hvad der ville komme fra os i næste runde," forklarer Weber.
Han henviser til, at Seinfeld-kampagnen kun var første del af reklamekampagnen. Efterfølgende kom kampagnen "I'm a PC", hvor vilkårlige brugere stolt stillede sig frem, og kampagnen "laptop hunter", hvor økonomisk-bevidste forbrugere gik på jagt efter en god computer til en god pris. Svaret var altid en bærbar med Windows installeret.