Salget af Munk IT er et såkaldt »Management Buy Out«, hvor direktør Bjarne Søballe sammen med en række af de ledende medarbejdere overtager Munk IT fra den 1. december 2005. Finansieringen er sikret via finansieringsselskabet Mezzanin Kapital, der ejes af blandt andet ATP og FIH banken.
Munk IT har 110 ansatte og kontorer i Kolding, Odense og København Alle aktiviteterne fortsætter under navnet Munk IT, men i et nystiftet selskab.
Munk IT er i dag vokset til en af Microsofts største MBS partner i Danmark. Den position vil den nye ejer styrke og cementere..
»Vores strategi er helt klar. Vi vil tilbyde vores kunder Navision, XAL, C5, Business Intelligence og infrastruktur. Samtidig satses fortsat meget på hostingydelser, dog nu som partner med Hostingvirksomheden, som Helge Munk beholder. Det gør os til totalleverandør af solide løsninger til de små og mellemstore virksomheder, som vores hjerte banker for. De seneste år har vi især oplevet en stor vækst med Navision- og C5 løsningerne. Og jeg ser ingen grund til, at den vækst ikke skal fortsætte. Vi forventer en omsætning på godt 125 mio. i 2006« udtaler administrerende direktør Bjarne Søballe.
Bjarne Søballe vil også have Munk IT udover Danmarks grænser:
Munk IT har de sidste par år haft stor succes »med løsninger til en række udvalgte brancher. Specielt inden for detailbranchen står vi stærkt med hele to produkter. Nemlig LS Retail til Navision og Mpos til C5. Det er blandt andet med disse to stærke kort på hånden, at vi overvejer at gå ind i et par lande, som har markedstendenser og -vilkår, der minder om de danske«, udtaler han.
I første omgang har Søballe ikke afsløret hvilke lande der bliver tale om, man han antyder, at han vil udnytte sine internationale netværk fra sine ophold i Australien og England.