I de første december-dage har internet-selskabet e-Boks rundet 250.000 brugere. Hver uge kommer der mellem 5.000 og 10.000 nye brugere, fortæller selskabet, som regner med at nå 440.000 brugere i 2004.
»Det har været et langt, sejt træk at nå hertil, men nu begynder vi at nå en tilslutning blandt brugerne, der i sig selv tiltrækker flere afsendere,« siger Henrik Andersen, adm. direktør i e-Boks.
Tjenesten tilbyder at man kan udskifte de gammeldags rudekuverter med elektroniske meddelelser, der lander i en sikker internet-postkasse.
Senest har firmaet indgået aftaler med SkandiaBanken, Topdanmark og fire store energiselskaber. Systemet benyttes i forvejen af de fleste af landets kommuner og mere end 120 pengeinstitutter.