Demonstranter går målrettet efter Telenors butikker i Pakistan, det skriver den norske nyhedstjeneste digi.no.
Lørdag angreb demonstranterne virksomhedens hovedkvarter i byen Attock, og tirsdag gik det ud over en Telenor butik i byen Lahore i det østlige Pakistan.
Demonstranterne protesterer over trykningen af de famøse Muhammed-tegninger, og det går hårdt ud over vestlige og i dette tilfælde over norske symboler.
Telenor købte en licens til det Pakistanske marked i 2005. Den norske televirksomhed åbnede de først kontorer i Pakistan i marts sidste år, og der var fra dag ét store forventninger til det nye marked.
Per 1. februar i år kunne Telenor melde ud, at virksomheden allerede havde to millioner kunder i Pakistan. Den lokale avis Paktribune melder dog om en voksende vrede mod Telekoncernen. Således skulle mange kunder allerede have forladt selskabet, som følge af en sms-kampagne, der florerer i Pakistan med opfordring til boykot af Telenor.
Telenor har 11 medarbejdere i Pakistans hovedstad, og ifølge de seneste meldinger fra Telekoncernen, er der ingen planer om at trække dem ud.
»Vi har ikke registreret nogen større aktioner mod Telenor, men vi følger situationen nøje,« siger Telenors informationschef Esben Tuman Johnsen.