Lang vej til succes for Beautiful People

Iværksætterdrømmen trækker ud: Trods gode ideer og gratis reklame for millioner må det danske dating-site slås med store økonomiske udfordringer.

For nylig kunne man i stort opsatte artikler på en lang række nyhedssites verden over læse om det danske datingsite Beautiful People, der har fundet på en ny forretningsmodel: En sædbank for særligt smukke mennesker.

Historien var kun ét af mange eksempler på, at det danske datingfirma har været en sand mester i at skabe overskrifter og få gratis reklame i medierne.

Seriøse sites som amerikanske Newsweek og britiske Daily Telegraph har ved flere lejligheder lagt så meget spalteplads til rådighed for de smukke danskere, at det ville svare til et markedsføringsbudget på mange millioner kroner, hvis opmærksomheden skulle skaffes med reklamer.

Netop medieopmærksomhed og positiv omtale er blandt de vigtigste faktorer for et internet-start-up, der gerne vil have succes. Men selv om Beautiful People har fået masser af begge dele siden starten i 2002, har den pengemæssige side af sagen aldrig været særligt smuk.

De sidste fem år i træk har selskabet bag datingsitet, PeopleNetworks ApS, præsteret stadigt større underskud. I det seneste årsregnskab, der blev offentliggjort for få uger siden, blinker advarselslamper fra revisorerne over blodrøde tal.

Selskabet har tabt anpartskapitalen og har en negativ egenkapital på 10,7 millioner kroner. Ifølge ledelsesberetningen er der tilført 14 millioner kroner, men alligevel kræver den fortsatte drift yderligere kapital. Ledelsen håber at skaffe flere penge i løbet af denne sommer.

Til sammenligning har et andet stort dating-site, nemlig Freeways Dating.dk, haft markant økonomisk succes med en lige så grundig udnyttelse af medieomtale og gratis PR.

”Det har været enormt vigtigt for Dating.dk at få omtale i medierne, og vi fik meget af det, da vi startede i sin tid,” fortæller Morten Wagner, direktør og medstifter af Freeway, til ComON.

Dating.dk har ifølge Wagner aldrig givet underskud, men begyndte først for alvor at tjene store penge efter fire år.

Ejerselskabet Freeway Holding fik i regnskabsåret 2009 et resultat på 24 millioner kroner, hvilket var en fordobling af resultat året før.

Den slags tal må man kigge langt efter hos konkurrenten med det benhårde fokus på kønne ansigter. At den megen gratis PR ikke er blevet omsat til god forretning for Beautiful People, skyldes ifølge stifter Kasper Hjort, at man hidtil mest har satset på at udbrede navnet. Desuden har selskabet måttet skifte strategi nogle gange undervejs.

”I starten havde vi særskilte sites i forskellige lande. Men 15 forskellige lukkede communities på 15 forskellige servere giver store driftsmæssige udfordringer. Det sidste to år har vi arbejdet på at få ét globalt site, og det skulle reducere driftsomkostningerne,” fortæller Kasper Hjort til ComON.

Han er en af de oprindelige stiftere af Beautiful People og medejer og bestyrelsesmedlem i ejerfirmaet PeopleNetwork.

Selskabet har desuden gennemført tilbagekøb af franchise-rettighederne i en række lande, og for nylig har stifterne fået en ikke-navngivet, ekstern investor med i ejerkredsen.

Men burde begyndervanskelighederne ikke snart være overstået, når selskabet har otte år på bagen? Hvorfor kan de smukke mennesker ikke tjene penge?

”Du skal tænke på, at ingen af os, der startede det i sin tid, havde en forretningsmæssig uddannelse. I starten var det bare en god ide, der gav et tilskud til vores SU, eller det fuldtidsjob, vi havde,” siger Kasper Hjort.

Han er stadig fortrøstningsfuld med at få sit dating-site bragt derhen, hvor det begynder at tjene penge, og der er en plan.

Ironisk nok vil det, der har skabt selskabet den megen omtale – kravet til medlemmernes skønhed – nu blive delvist ofret i profittens tjeneste.

I lys af de dårlige regnskabstal har Beautiful People nemlig besluttet at slække på kravene og den skarpe frasortering, så det ikke udelukkende er de allersmukkeste, der tillades adgang til sitet.

”Vi tager skridt til at gøre Beautiful People lidt mindre eksklusivt og med bredere appel,” siger Kasper Hjort til ComON.

Beautifulpeople.com har under en halv million profiler, mens mere end 1,4 millioner mennesker aktuelt har registreret en profil, som de håber vil blive fundet smuk nok af de øvrige smukke mennesker på sitet.

Generelt bliver 80 procent af alle, der selv mener at se godt nok ud til sitet, afvist fordi de er for grimme. De mest lækre mænd og kvinder bliver lukket ind, hvis en afstemning blandt de øvrige brugere siger god for deres udseende,

Men det siges, at skønheden ligger i detaljen.

En af de store forskelle på Freeways Dating.dk og de smukke mennesker i Kasper Hjorts firma, er brugerbetalingen.

Freeway har bygget sin fede forretning op på brugerbetaling, mens man på Beautiful People hidtil har kunnet date og socialisere med andre smukke mennesker kvit og frit. Men nu skal de lækre mennesker altså betale for fornøjelsen. Prisen er sat til 20 Euro (cirka 170 kroner) for en måned, og lidt mindre, hvis man tegner sig for tre måneder ad gangen.

Selvsagt vil en stor del af kunderne forsvinde, når adgangen ikke længere er gratis.
Beautiful People kalkulerer dog med, at man vil kunne holde på en tilstrækkeligt stor del af de kønne ansigter, til at sitet ikke bare overlever, men også begynder at tjene penge.
Og så er der nye tiltag som salg af medlemmernes sæd, der dog foreløbigt mest ligner en PR-gimmick.

At dømme efter den hidtidige regnskabsudvikling må de smukke mennesker dog nok belave sig på, at der går en rum tid før de kan begynde at grine hele vejen til sædbanken.


 




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere