Israelske Better Place har startet et nyt pilotprojekt i Tokyo med elektriske taxier. Better Place har udvalgt Danmark og Israel som de første lande til udrulning af elbiler og den tilhørende infrastruktur – begge lande er små, rige og tætbefolkede. Det gælder også for Japan, hvor Better Place nu sammen med handelsministeriet og det største taxiselskab i Tokyo vil sende eltaxier ud på gaderne.
Fra januar 2010 skal de første elektriske taxier fragte passagerer rundt i byen, og der skal installeres en batteriskiftestation i centrum af byen, sandsynligvis i det trendy kvarter omkring Roppongi Hills. Dér vil der også være en taxiholdeplads, hvor op til fire eltaxier skal være stationeret.
Formålet med projektet er at samle erfaringer med elektriske taxier, fortæller Better Place, og man har udvalgt Tokyo, fordi der er flere taxier her end i andre millionbyer som New York eller Paris.
Allerede i foråret demonstrerede Better Place en batteriskiftestation i japanske Yokohama. Det tager angiveligt mindre end halvandet minut at udskifte batteriet.