Onsdag aften satte byrådet i Viborg formelt en stopper for det kommunalt ejede Energi Viborgs projekt om udrulning af bredbånd til kommunens borgere. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Beslutningen om at indstille projektet kommer knap et halvt år efter at Energistyrelsen i et brev til Energi Viborg fastslog at bredbåndsudrulning intet havde at gøre med kommunal elforsyning.
Afgørelsen over for Energi Viborg fik principiel betydning for alle kommunalt ejede elselskaber, og de der var engagerede i bredbåndsprojekter har derfor måtte trække sig ud. Som IT-avisen ComON skrev i sidste uge, så er Energistyrelsen nu på vej med en generel bekendtgørelse, der fastslår at bredbåndsudrulning ikke er foreneligt med kommunal elforsyning i henhold til elforsyningsloven.