Selv om Facebook er en verdensomspændene succes, så har det knebet med at tjene penge på sitet. Men for første gang har Facebook nu haft flere indtægter end udgifter. I det seneste kvartal leverede Facebook et positivt cashflow.
"Vores målsætning var at tjene penge fra 2010. Men vi har allerede nået den milepæl nu. Det sikrer, at Facebook bliver ved at være uafhængigt," skriver Facebooks stifter Mark Zuckerberg på sin profil.
Han dokumenterer ikke påstanden, men Berlingske Business kan fortælle, at Facebook er blevet mere populært blandt danske annoncører.
Jakob Møllmann fra mediebureauet IUM mener, at det skyldes Facebooks nye segmentering af brugerne.
”Når der er krise, så betyder det utrolig meget at kunne ramme sin målgruppe endnu mere præcist. Facebook tilbyder en bred vifte af segmenteringsmuligheder på blandt andet køn, alder og geografi, som mange andre sites ikke kan levere. Vi kan dermed ramme rigtigt mange danskere, det er måske det bredeste medie i Danmark med over 2 mio. brugere, men vi kan også ramme præcist," siger han til Business.
Han mener, at både danske og internationale annoncører er meget langt fra at udnytte Facebooks muligheder for at nå potentielle kunder.
”Hvis man ser på, hvor store de er, så er de overhovedet ikke i nærheden af at indløse det potentiale, de i princippet burde have qua deres volumen.”