Selv om samtlige 40.000 billetter til koncerten med engelske Radiohead i hjembyen Oxford for længst er revet væk, så har man alligevel mulighed for at følge begivenheden. Radiostationen Xfm sender nemlig koncerten live over internet, skriver norske Nettavisen.
Xfm sender direkte fra koncerten, der kan ses via radiostationens hjemmeside. Koncerten løber af stabelen den 7. juli, fra klokken 19.00 dansk tid. Koncerten optages med Radioheads egne scenekameraer.
Grupperne Beck, Sigur Rós og Supergrass skal varme op før Radiohead koncerten, men de bliver dog ikke vist på nettet.
Radiohead er i disse uger aktuelle med albummet "Amnesiac", der gik direkte ind på førstepladsen på den engelske albumhitliste. Sidste år spillede Radiohead to roste koncerter i København.
(Kilde: Nettavisen)