Danmarks største musikmagasin, Gaffa, går til foråret i luften med et mobilselskab for musikelskere.
Det skriver Berlingske Business i dag.
Målsætningen er klar. Inden nytår satser Gaffa på at have 7.000 abonnenter, som er kravet for, at det nye selskabs økonomi kan løbe rundt. Og det nye mobilselskab vil primært fokusere på musiknyheder, salg af musik og koncertbiletter.
Mobilselskabet vil købe sig ind på TDC's mobilnet og tilbyde både 3G- og almindelig mobiltelefoni. Og kunderne vil få mulighed for at købe abonnement enten over nettet eller i Gaffas to butikker i København og Århus.
I forvejen findes der allerede flere nichemobilselskaber. F.eks Gay-mobile for homoseksuelle og Punkt1 Mobil fra hvidevarekæden. Teleanalytiker John Strand kalder Gaffas initiativ for spændende initiativ, der nok skal stimulere markedet.
»Nogle steder kører de godt. Det vigtige er, hvor mange der er i nichen, og hvor godt man har fat om dem. Og om der er plads til et selskab med decideret fokus på musik, må fremtiden vise,« siger teleanalytiker John Strand fra Strand Consult til Berlingske Business.