Raketprojektet SpaceX forsøgte lørdag for tredje gang at sende en raket med tre satellitter i kredsløb. De to første opsendelser i marts 2006 og marts 2007 blev en fiasko, og heller ikke denne gang gik det meget bedre. Den 21,3 meter lange og 27,7 tons tunge raket gik tabt allerede to minutter og 20 sekunder efter opsendelsen, og det samme gjorde de tre satellitter - to fra NASA og én fra Pentagon.
Det er Paypal-stifteren Elon Musk, der har finansieret det private rumprojekt. Elon Musk solgte Paypal til eBay i 2002 for omkring 1,5 milliarder dollar. Han skriver i et blog-indlæg, at projektet fortsætter trods den seneste fiasko. Målet er at udvikle en billig raket, der kan transportere satellitter til en tredjedel af den hidtidige pris.
På tegnebrættet er også en bemandet rumkapsel, Dragon, der skal anvendes til at transportere fragt og astronauter til den internationale rumstation ISS.