Intel ventes at lancere den næste generation af firmaets 64-bit-processor i næste uge. Processoren kommer på markedet i tre udgaver, en 1 GHz-version med 3 MB L3-cache, en 1 GHz-model med 1,5 MB cache og en 900 MHz-version med 1,5 MB cache.
Prisen for den nye Itanium 2 bliver mellem 1.300 dollar for 900 MHz-modellen og 4.200 dollar for 1 GHz-udgaven med 3 MB cache, fortæller kilder i firmaet til CNET. Det er omtrent det samme prisniveau som den nuværende Itanium-processor, der sælges for mellem 1.177 og 4.227 dollar.
Itanium 2 var tidligere kendt under kodenavnet McKinley. Den er rettet mod arbejdsstationer og servere med helt op til 64 processorer. Intels første Itanium-chip, der har været på markedet i et års tid, har ikke udviklet sig til en salgssucces.
Det ventes at HP og IBM vil annoncere servere med den nye processor i næste uge, mens Dell indtil videre ikke vil benytte Itanium 2 i sine servere.
(Kilde: CNET)