En global aktion med betegnelsen "Cyber Sweep" har resulteret i arrestation af 125 personer, som tiltales for forskellige former for cyberaktivitet som hacking, bedrag og online salg af stjålne og ikke-eksisterende varer.
Efterforskningen gjaldt 125.000 ofre, som tilsammen har mistet omkring 100 millioner dollar.
Aktionerne retter fokus på de utallige cyberkriminelle aktiviteter og den store variation af kriminalitet på nettet, som dagligt udføres, og som bliver stadig mere omfattende.
Den største andel af gruppen var anklaget for salg af stjålne eller ikke-eksisterende varer. Denne type cyberkriminalitet anses som tidens mest udbredte. Mange bruger eBay til falsk online-salg, andre opretter falske e-handelsbutikker, eller tilbyder falske investeringsklubber, oplyser det amerikanske justitsministerium.
Blandt dem, som er arresteret for hacking, har nogle haft adgang til myndighedscomputere, andre har opnået adgang til fortrolig virksomhedsinformation, mens en anden gruppe går mere direkte efter kreditkortsinformation. En anden udbredt hackeraktivitet er at nedlægge netværk og websites, oplyser det amerikanske justitsministerium endvidere.
Myndighederne i Ghana og Nigeria samarbejdede om efterforskningen af de udbredte svindelmails, hvor afsenderen udgiver sig for at være en rig afrikansk flygtning, som har brug for økonomisk støtte for at få adgang til sin rigdom.
En tilsvarende aktion blev udført i begyndelsen af året. Den førte til 135 arrestationer.