Lego og Intel samarbejder med spiludgiveren Electronic Arts om at levere og markedsføre et nyt computerspil, baseret på Legos Bionicle-serie.
Spillet skrives så det udnytter Pentium 4 processorens Hyper-Threading teknologi, der kan håndtere to processer, eller »tasks«, på en gang. Ved brug af Hyper-Threading bliver både karaktererne og miljøerne i spillet mere livagtige, skriver Lego i en pressemeddelelse.
»Vi er ekstremt glade for at arbejde sammen med Intel og udnytte fordelene ved deres nye processor. Intels know-how og erfaring vil gøre pc-oplevelsen maksimal, og det vil komme både vores udviklere og forbrugerne til gode,« siger Tom Stone, vicedirektør for Lego Interactive.
»Bionicle-spillet er en vigtig milepæl i vores bestræbelser på at etablere Lego Interactive som en mærkevare i spilbranchen for 6 til 12-årige,« siger Tom Stone.
Ifølge pressemeddelelsen vil Bionicle-spillet komme på hylderne i løbet af efteråret.
Spillet handler om de seks Bionicle-helte - hver med deres egne superkræfter - som kæmper mod de mørke kræfter, der har omgivet deres hjemsted, øen Mata Nui.