På grafikmessen Siggraph 2004 i Los Angeles har Bitboys løftet sløret for sin nye serie af grafik-processorer til mobiltelefoner og lommecomputere. I forhold til den første generation af platformen - som blev fremvist under sidste års Siggraph-messe - er der sket store forbedringer inden for billedkvalitet og strømforbrug.
Den nye grundmodel G32 med 200 MHz taktfrekvens er rettet mod billige mobiltelefoner. Storebror G34 har samme taktfrekvens, men indeholder en programmerbar geometri-enhed og understøtter det såkaldte vertex-shading. Topmodellen G40 med pixel- og geometri-enhed understøtter både pixel- og vertex-shadere.
Den maksimalt mulige billedopløsning er 2.048 x 2.048 pixels med 16- eller 32-bit-farver. Men i praksis kan pda- og mobiltelefon-displays slet ikke klare en skærmopløsning i denne klasse.
Bitboys har hidtil solgt sine processorer under betegnelsen Acceleon, men navnet vil ikke længere blive brugt.
Japanske NEC Electronics har allerede underskrevet en licensaftale om at bruge G34 i sine produkter, men koncernen vil ikke fortælle, hvilke produkter det drejer sig om.