Har man ikke fået nok af Napster i medierne, kan man sandsynligvis inden længe se filmen om den forkætrede fildelingstjeneste i biografen eller på tv'et. Det amerikanske filmselskab Starz Encore har bekræftet overfor Reuters, at de arbejder på et projekt der omhandler Napster.
Ifølge nyhedstjenesten skal filmen handle om den unge studerende Shawn Fanning, der som 18-årig i midten af 1999 opfandt peer-to-peer programmet Napster. Programmet spredte sig lynhurtigt fra universiteterne til almindelige Internetbrugere - og vupti - musikbranchens fjende nummer et var skabt.
Starz Encore oplyser ikke om filmen skal i biograferne eller den skal ende som tv-film. Der gives heller ikke nogen premieredato.