De håndholdte computere fik formidabel vækst i andet kvartal. I EMEA-området, der omfatter Europa, Mellemøsten og Afrika, var væksten på ikke mindre end 239 procent sammenlignet med andet kvartal i fjor, rapporterer analysevirksomheden Canalys.
Mindst var væksten for de traditionelle data-centrerede pda'er baseret på primært Palm OS- og Pocket PC-styresystemerne. Dette marked gik frem med 51 procent. Palm var den af de største leverandører, som havde størst fremgang med en vækst på 45 procent. Men Sony melder sig stærkt på banen og opnåede med en vækst på 64 procent at opnå en markedsandel på 7 procent (sammenlignet med Palms 34 procent).
De voice-centrerede computere, også kendt som »smarte« telefoner, havde en voldsom fremgang på 1156 procent - med Nokia som førerhund. Nokia har 78 procent af dette marked fulgt af Sony/Ericsson med 15 procent. Oranges Microsoft-baserede SmartPhone må ifølge Canalys nøjes med 5 procent af markedet.