En af topcheferne i internet-kometen Facebook, Chris Kelly, har nu meddelt at han vil stille op som kandidat til justitsminister-posten i Californien. Chris Kelly er i øjeblikket ansat som chief privacy officer og head of public policy hos Facebook. Og han har ikke tænkt sig at stoppe hos Facebook medmindre han bliver valgt til posten.
I USA har forbundsregeringen sin egen justitsminister (Attorney General), der udpeges af præsidenten, mens de enkelte forbundsstater hver især har en justitsminister. I de fleste stater er det vælgerne, der kan stemme om, hvem der skal have denne post. Det gælder også i Californien, hvor guvernøren således ikke kan udpege sin egen justitsminister.
Chris Kelly har tidligere arbejdet for Bill Clinton under hans kampagne i 1992 og senere i det Hvide Hus og han er medlem af Demokraterne - i modsætning til den californiske guvernør Arnold Schwarzenegger, der er medlem af Republikanerne.
På sin foreløbige kampagneside fremhæver Kelly at han har arbejdet med sikkerhed og privacy for Facebooks 200 millioner brugere og han har naturligvis også fået sin egen Facebook-fanside.