I løbet af foråret udsender den dominerende tyske mobiloperatør T-Mobile, der er ejet af Deutche Telekom, en mobiltelefon med Microsofts styrestem, SmartPhone 2002. Det skriver nyhedstjenesten Digitimes.
For Microsoft er udmeldingen en vigtig revanche efter prestigetabet i november sidste år, hvor engelske Sendo pludselig droppede SmartPhone til fordel for konkurrenten Symbian.
T-Mobiles telefon skal udvikles af taiwanesiske HTC, der også producerede den første SmartPhone-mobil; teleselskabet Orange's SPV.
Orange har sendt SPV'en på markedet i England, Frankrig og Danmark. Ifølge Digitimes er der solgt 200.000 eksemplarer af SPV'en.